Udsigten fra en café – Et levende portræt
Efter jeg er blevet pensionist, har jeg fået en forkærlighed for at kigge lidt på bybilledet. Den tid har jeg aldrig haft før. At sidde ved café-bord med et godt glas, en lille anretning og gerne i selskab med mine kone er for mig tid, der er godt givet ud. Det ville jeg ønske, jeg havde haft mere tid før. Udsigten ved en fortovscafe eller ved en god vinduesplads er for som levende portrætter. Forskellige mennesker kommer forbi, farverne ændrer sig markant alt efter sæson – ligesom menukortene. Og har jeg behov for et nyt billede, så skifter jeg bare café. Og jeg har efterhånden været på en del. Her på siden kan du følge mine små beskedne anmeldelser af forskellige cafeer – fortrinsvist i København og Sjælland.
Man skal kunne smage ejerens ambitioner
Jeg har selv drevet restaurant i Vanløse, hvor jeg har haft fokus på dansk klassisk mad. Jeg har aldrig selv været udpræget madsnob, men jeg har altid lagt kærlighed i mit erhverv. En gæst kan sagtens mærke, når maden løfter sig. Som restauratør skal man give en lille flig af sig selv, og det forventer jeg også at få, når jeg besøger en café. Ellers er det ikke dét værd – hverken for mig eller café-ejeren. Jeg har som sådan ikke nogen madtemaer, som jeg mener er bedre end andre. Jeg forholder mig til helhedsindtrykket og giver mine beskedne anmeldelser ud fra den totale stemning, som jeg oplever. Det handler om liv og drivkraft.
Glæden ved at sidde på den anden side af café-bordet
Det kan lyde lidt anmassende, men efter et helt liv hvor jeg dagligt at blive vurderet, er jeg så glad for at kunne sidde på den anden ende af bordet. Jeg ved, hvor hårdt en skidt anmeldelse kan ramme, og der prøver jeg altid at være alsidig i mine anmeldelser, men tingene skal selvfølgelig være i orden. Her på min café-side ønsker jeg at vække til inspiration og eksponere de caféer, som fortjener den beskedne eksponering, som jeg nu kan give. Følg med her på siden og vær med på sidelinjen på mine café-besøg her i København og Nordsjælland.
Det bedste
Anders Skamlebæk